Rektor Susanne Stubgaards tale til Victoria ved Dimissionen på Næstved Gymnasium og HF fredag d. 28. juni 2019:

Årets Sportscollege-elev 2019 er nærmest et lille eventyr om en grim ælling, som blev til en smuk svane. Det vil i fodboldsprog sige, at vi her har med en pige at gøre, som til tider har haft det vanskeligt, som i perioder ikke fik spillet så meget på førsteholdene, som hun gerne ville, og som ikke altid lignede en spiller, som ville få et gennembrud på eliteplan.

Men takket være Sportscollege har årets Sportscollege-elev trænet ihærdigt i mange år og det har lønnet sig.

Nu spiller Victoria nemlig på Herlufsholm 1.divisionshold i kvindefodbold. Dette er blevet virkelighed pga. en hårdtarbejdende pige, som har vist, at man kommer langt med den rette indstilling og kampgejst og et medlemskab af Sportscollege.
Victoria har foruden sin egen karriere haft overskud til også at være med omkring andre ungdomshold i Herlufsholm, så foruden at være en dygtig fodboldspiller viser Victoria også et stort overskud som menneske ved at lære fra sig til de yngre spillere.

Victoria beviser, at det ikke er det største talent, som når længst i elitesport, men at det er den, som arbejder hårdt og tror på, at det er muligt.

Det er en glæde at overrække prisen til Victoria. Fortsæt med din flotte indstilling til elitesport og fortsæt med at være den fantastiske ambassadør for Sportscollege, som du har været de seneste mange år!